Afslag til Strandingsmuseets selvstændighed  

Med stor ærgrelse og frustration har vi i Strandingsmuseets Venneforening og jeg modtaget kulturministerens afslag på Strandingsmuseets anmodning om selvstændighed. Et afslag, der bygger på embedsmændenes i Kulturarvsstyrelsens indstilling, hvor argumentation er både misvisende og direkte fejlagtig. Jeg er egentligt ikke så overrasket, idet jeg på trods af Strandingsmuseets Venners store arbejde for Strandingsmuseets selvstændighed, hele tiden har følt, at det var en skueproces, hvor embedsværket i Kulturarvstyrelsen har haft en klar holdning om, at der ikke skal være nye selvstændige museer uafhængigt af fakta og argumenter. Og desværre har hverken vi eller de lokale politikere magtet at få de ansvarlige landspolitikere involveret i sagen.  

Det er ærgerligt eftersom 26 ud af 27 medlemmer af Holstebro Byråd har indstillet til selvstændighed, og et flertal i Holstebro Museums bestyrelse har ligeledes indstillet museet til selvstændighed ligesom en enstemmig generalforsamling og bestyrelse i Strandingsmuseets Venneforening også har arbejdet for og støttet en selvstændighed.  

Efter at Strandingsmuseet blev tvangsforflyttet fra at være en del af Ringkøbing Museum til at være en del af Holstebro Museum er forholdene for Strandingsmuseet blevet dramatisk forværret, idet næsten enhver nytænkning fra vor side og vore udbygningsplaner er blevet afvist af et museets direktør og et flertal i museets bestyrelse efter devisen:

"Vi ved meget bedre!"  

Dette har medført faldende aktivitet og et svigtende besøgstal på trods af, at museet regnes for at være en af de bedste og internationale seværdigheder i Danmark.  

I 28 år har jeg været den væsentligste private støtte til både opbygningen af Strandingsmuseet i Thorsminde og stillet mit firmas og min ekspertise, materiel og også større økonomiske midler til rådighed for museet. Stort ses alle de mange tusinde genstande fra vrag på museet er bjerget af mit firma og mine dykkere, ligesom de andre temaer som museet viser, som ankerparken og udstillingen om ”Jyllandsslaget” og Første Verdenskrig, er noget som jeg og Strandingsmuseets Venner har sat i værk.  

Jeg vil nu nøje overveje min situation grundigt, og indtil videre stille vort arbejde for museet samt vore sponsorater til samme i bero. Situationen for Strandingsmuseet er desværre uændret i forhold til tidligere. Strandingsmuseet er fortsat underlagt en ledelse, som hverken evner eller interesserer sig for at udvikle og drive Strandingsmuseet.

Derfor er det også meningsløst at arbejde videre i den eksisterende bestyrelse, og jeg har derfor allerede nu meddelt Holstebro Museum, at jeg med øjeblikkelig virkning er udtrådt af Holstebro Museums bestyrelse, da jeg ikke har mere tro på, at Strandingsmuseet kan udvikle sig positivt under den nuværende ledelse ved Holstebro Museum.

Gert Normann


3.9.2010