Hjælp os
Kan du hjælpe os med dette her ?

Strandingsmuseet efterlyser skibsklokken fra dampskibet "Roche".

I forbindelse med at museet har erhvervet et maleri af dampskibet "Roche", som strandede og forliste på tangen nord for Thorsminde i 1920, vil man gerne have skibets klokke til en udstilling.

Klokken blev i mange år anvendt som gårdklokke på Gl. Præstegård i Dybe, men i dag kan man kun finde det rustne klokkebeslag på muren.

Klokken må være fjernet efter den tidligere ejers død og ejerskiftet for nogle år siden. Den nye ejer Helge Maagaard, der ikke selv bor på gården, kan huske klokken, men ved ikke hvor den er nu. Den tidligere ejer hed Rugby og var hans morbror.

Klokken er en sort malmklokke, hvorpå skibets navn står med store bogstaver. Det vil glæde museet meget, såfremt klokken dukker op.

-o-

S/S "Rocheīs" stranding malet af M.P. Madsen, Ulfborg.  Maleriet er købt af Venneforeningen på auktion i Holstebro.

Historien

Den 26. februar 1920 ved tretiden om morgenen strandede, ud for Klægodde mellem Fjaltring og Thorsminde, den tyske damptrawler "Roche" af Hamborg. Den var på vej hjem med 85.000 pund fisk.

Da søen var meget rolig, besluttede mandskabet at blive om bord for at afvente assistance af Svitzer, der straks blev tilkaldt.

Hen ad aften rejste søen sig imidlertid så stærkt, at kaptajn Wortmann ikke mente det var forsvarligt at blive ombord, hvorfor han signalerede efter hjælp fra land. Redningsbåden fra Fjaltring, der allerede var gjort klar, rykkede ud og gik straks til havs. På trods af den høje sø lykkedes det at få forbindelse til trawleren, hvis kaptajn og 12 mands besætning blev bragt til land.

"Rocke" stod nu en kvart mil fra vraget af den tyske damptrawler "Brake", der var sejlet på kysten et par måneder tidligere. Der stod nu fire tyske damptrawlere på kyststrækningen fra Thyborøn og til Thorsminde.

To dage efter strandingen drev det strandede dampskib helt ind til havstokken. Svitzerīs bjergningsfartøj "Ægir lå i Thyborøn og afventede gunstig vejr for påbegyndelse af bjergningsarbejdet.

Det lykkedes ikke senere at bringe skibet flot, hvorfor det lokale bjergelaug blev sat til at bjerge alt af værdi ind til land, hvor det blev solgt auktion. På denne måde endte skibsklokken de næste mange år som gårdklokke på Gl. Præstegaard i Dybe.

S/S "Roche" blev bygget i jern på et værft ved Altona nær Hamborg i 1906. Det var på 725 register tons.

Vraget ligger i dag ikke så langt fra kysten, her kan dykkere se hele bundstedet med de store dampkedler og noget af maskinen.

-o-

Museet er også meget interesseret i et maleri af dampskibet "Wanda" som strandede og forliste i 1902 ud for Gaffelbjerg i Husby. Maleriet som blev bjerget ind fra vraget, befandt sig for en del år siden i et sommerhus i Vedersø/Husby området.

Museet vil generelt gerne registrere ting og genstande, som stammer fra de strandede skibe på Vestkysten. Så skulle nogle af læserne ligge inde med noget, er museet meget interesseret i at få historien og et fotografi af genstanden.

Gert Normann