Model of German WW1 U-boat  U-141
Return

    More photos here
Please note: English translation to come very soon

Historien:

En helt unik og stor ubådsmodel fra første verdenskrig er fundet i det sydlige Tyskland og indkøbt til Strandingsmuseet af  Gert Normann  og  Strandingsmuseets VennerJörn Jensen  fra Toftlund - ekspert i første verdenskrig - har været uhyre behjælpelig med at finde modellen.

Den sjældne og sarte model er bygget i 1920'erne og har overlevet bomberne i Stettin under anden verdenskrig og dertil lange transporter i både Tyskland og Danmark.

Modellen er bygget af en berømt modelbygger Erich Schmudde  i Stettin. Den er bygget i træ og metal og lavet i skala 1:100. Genstande der i virkeligheden kun måler 2 cm kan ses på modellen. Alt er udskåret meget detaljeret i det rigtige målestoksforhold. Det er derfor et meget imponerende og langvarigt arbejde, der ligger bag bygningen af denne model.

Vi har fået oplyst, at ubådsmodellen - under flugten fra den røde hær - blev bragt ud af Stettin i 1945. Det blev gjort af en ledende medarbejder, Dr. Detzlaff, som arbejdede ved Stettiner Oder Werft, og som senere kom til Blom und Voss og Flenderwerft i Lübeck. Det sidste sted stod modellen i flere år, hvorefter den, som tak for godt samarbejde, blev skænket til et korrosionsfirma, som samarbejdede med værftet. Her stod modellen i 20 år, hvorefter det blev foræret til firmaets udviklingsingeniør, Herr Classen.  På grund af alder satte han i år sin samling på auktion, hvor modellen blev solgt til Wolfgang Ockert i sydtyskland. Her fra har museet nu købt modellen.

Sælgeren giver følgende beskrivelse af modellen:

"Denne smukke model er allerede gået gennem stolte hænder. I Stettin blev den bygget af den verdenskendte Erich Schmudde, derefter givet videre til en ledende person ved Stettiner Oder wärft. Senere endte den på direktionsetagen ved Blohm & Voss i Hamborg. Nu bliver den med svære følelser sat til salg af en tidligere udviklingsingeniør, der afvikler sin raritetssamling på grund af alder. Dette er en chance, man kun får en gang. Denne drømmemodel giver et detaljeret blik ind i det inderste af en ubåd. Alle primære detaljer er nummeret med en forklaring. Modellen er skåret igennem, så man kan se de indre detaljer. Modellen står i en glasmontre med spejl på bagsiden, så seeren kan se både for og bagside. Hver del er lavet til mindste detalje. Folk fra dengang og liebhavere bliver fascineret over detaljerne. Billederne her kan ikke vise modellen, som den virkelig er. Modellen befinder sig i en glasmontre, og modellen selv befinder sig i en perfekt stand under glasset. Vi vil besvare alle spørgsmål efter bedste evne og overbevisning. Modellen sælges kun til folk, der selv kan afhente den, da dette stykke fine håndarbejde og montren kræver speciel transport. Kender De et transportfirma, De vil betro modellen?? Vi gør ikke!!!!!!!!!!!!!!"

Museet har i forvejen både kanoner og mange genstande fra to tyske ubåde. Museet er det eneste sted i Danmark, hvor man kan se en permanent udstilling om verdenshistoriens største søslag, "Jyllandsslaget" i 1916.

I dag ved ikke mange mennesker noget om de store tab, der blev lidt i Nordsøen den gang. Ud for Jyllands vestkyst stod verdenshistoriens største søslag, hvor hele den engelske storflåde var oppe mod den Tyske Højsøflåde, hvorved 25 krigsskibe blev sænket og knap 10.000 mand omkom. På bunden af Nordsøen kan man i dag finde resterne af over 250 krigsfartøjer samt et utal af handelsskibe, som alle blev sænket under denne ene krig. Det er tal, der langt overstiger det, som foregik i Nordsøen under den anden verdenskrig.

Strandingsmuseet i Thorsminde har undersøgt de vrag, som ligger nærmest den danske kyst, herunder den kendte ubåd U20 , som forliste ved Vrist på Jyllands Vestkyst i 1915. Ubåden var både berømt og berygtet, hvilken side man nu så det fra. Det var den, der sænkede den engelsk-amerikanske passagerdamper "Lusitania" vest for Irland, hvorved næsten 1100 mennesker omkom. Denne sænkning var medvirkende årsag til, at USA indtrådte i verdenskrigen på engelsk side.

U59 blev minesprængt i 1917 ud for Horns Rev. Det var på vej ud på sit tredje togt, da det løb ind i et af tyskernes egne minefelter, hvorved det forliste med næsten hele besætningen. Begge ubådsvrag er fundet, dykkerundersøgt og dokumenteret af Gert Normann og museet.

Modellen er meget brugbar som illustration og sammenligning med dykningerne i både U20 og U59.

German u-boat able seaman at the gun from U-20.

Ud over modellen af ubåden har Gert Normann også fundet en original marineuniform til en tysk overmatros fra en tysk ubådsenhed. Museet har derfor planer om at bemande kanonen fra U20 med figurer klædt i tidens tøj og uniformer. Senere ønskes der lavet noget tilsvarende med figurer og engelske uniformer.

Museet søger derfor tøj og uniformsdele, både engelske og tyske, fra den gang. I særdeleshed støvler, huer og det sorte lædertøj, som alle ubådsgaster havde på, har stor interesse.

Gert Normann