Mindehøjtideligheden ved mindestenen
søndag den 13.12.2009


Foto Bent B.Anthonisen

Den 13. december i meget flot vintervejr afholdt Strandingsmuseets Venneforening den årlige mindehøjtidelighed for de omkomne fra 'Sct.George' og 'Defence'. Der var mødt mange medlemmer, som samledes neden for trappen, hvorefter skotten Glen Ross Mac Gillespie med sin sækkepibe 'peb folk ombord'. Gillespie afløste i år David Ashton, som på grund af sygdom måtte afstå fra at spille, men som dog deltog i højtideligheden.

Foto Bitten Knudsen.            Glen Ross Mac Gillespie spiller sækkepibe

Før kransenedlægningen holdt formanden Poul Christensen en kort tale (læs den her), hvorefter han lagde kransen fra venneforeningen. Herefter sang de forsamlede 'Nærmere Gud til dig' og Gillespie spillede på sin sækkepibe.

Herefter nedlagde Ashtons børnebørn en krans fra Nelson Society, og David holdt en tale på både dansk og engelsk om det gode forhold mellem det britiske og det danske folk, sådan som han selv har oplevet det gennem sit liv i Staby.


Foto Bent B.Anthonisen
Kransen fra Nelson Society nedlægges af Ashtons børnebørn, medens bedstefar med stok ser til.

Forsamlingen sang 'Der er et yndigt land', formanden indbød til fortsættelse af højtideligheden på strandingsmuseet, hvor der var dækket op, og til slut spillede Gillespie 'Amazing Grace', medens forsamlingen kastede et blik på det smukke og næsten helt stille hav og herefter begav sig til strandingsmuseet.

Ved sammenkomsten udnævntes to nye æresmedlemmer af foreningen, nemlig David Ashton og Erik Rytter, der på hver sit felt og også sammen har ydet venneforeningen vigtige tjenester i en årrække. Se formandens begrundelser her.


foto Bent B.Anthonisen
Æresmedlemmerne Erik Rytter (tv) og David Ashton (th) med formand Poul Christensen i midten.


Opdateret 26.12.2009