NYHEDSBREV

fra
Støtteforeningen "Strandingsmuseets Venner"


Nr.14. November 2004

Invitation til åbningen af udstillingen på Ringkøbing Museum

Søndag d. 5. december 2004 kl. 15.00-17.00

På Ringkøbing Museum findes en fin lille samling af islandske trægenstande, indsamlet af grosserer Leonhardt Tang, som drev handel i nordvestisland. Samlingen anses for at være den tredje bedste uden for Island. I de seneste år har Gurli Dolstrup, som har boet 30 år på Island, arbejdet med at forbedre formidlingen af de smukke genstande og dermed skabe større opmærksomhed omkring den. I den anledning vil det glæde museet at se vennerne til åbningen søndag d. 5.12.

Den islandske ambassadør i Danmark, Thorstein Pálsson, vil være til stede og museet vil være vært ved en lille forfriskning af islandsk tilsnit, bl.a. har vi haft held til at sikre ægte islandsk rugfladbrød og islandsk snaps.
Maiken Hansen, Museumsleder Ringkøbing